Historier

Hestetandpleje
Heste kan også have tand- og tandkødsproblemer. Khanu, en af rytteriets meget erfarne heste, havde meget rødt tandkød og øjensynlig havde han paradentose. En dyrlæge mente ikke, der var andet at gøre, end at trække de dårlige tænder ud. En anden foreslog, at man da kunne prøve at børste hans tænder med den samme tandpasta, som mennesker bruger til paradentoseproblemer. Som sagt så gjort, man konstruerede en anordning til at holde hans mund åben med, et blødt plastrør på en diameter på ca. 7 cm, som blev placeret i hans mund og holdt fast ved hjælp af en snor om nakken bag ørerne. Så var der frit udsyn til tænderne. Tandbørsten, en almindelig mennesketandbørste, blev påført Zendium mod paradentose og bisserne blev skrubbet. Det har hjulpet så meget på Khanus tandkød, at al snak om tandudtrækning er forstummet, bare man husker hans daglige tandbørstning. 

Tænderne er et meget vigtigt redskab for en hest. De forreste lange tænder bliver brugt til at flå græsset af med, og de bageste flade bliver brugt til at ”male” foderet med, inden det kommer ned i maven. En hest spiser næsten konstant, den skal gerne fodres op til 5 gange dagligt, for at fordele foderet i tarmen og maven, så den ikke får tarmslyng eller kolik.

tandpleje.jpg
 

Afspærring ved brandsted
Ryttersektionen blev tilkaldt, da et solcenter brændte i København. To heste fra sektionen blev sendt til stedet for at hjælpe med at afspærre området og vejlede beboere og forbipasserende. Politirytterne skulle forhindre færdsel forbi brandstedet, så brandslukningen kunne foregå bedst muligt. Samtidig skulle beboere, der var på vej hjem til deres bopæl omkring solcentret, have at vide, at de skulle tage over i en nærliggende badmintonhal. Beboerne måtte her vente på at branden blev slukket, og det igen var sikkert at komme hjem.

solcenterbrand.jpg 

Overblik fra hesteryggen
To politiheste – Cortez og Bülow – er på patrulje i indre by omkring rådhuspladsen, da rytterne får besked om, at der er slagsmål på Amagertorv ved Storkespringvandet. Anmeldelsen lyder på, at op til 50 personer er involveret. Rytterne tager traveturen ned gennem strøget for at hjælpe med at stoppe slagsmålet. To heste i trav på strøget er ikke et problem. Selv om der er mange mennesker, er folk flinke til at flytte sig, når de ser og hører at rytterne kommer.

Amagertorv er belagt med nogle meget glatte fliser, så her tages hestene op i skridt. Overblikket fra hesteryggen gør, at begge ryttere meget hurtigt bemærker seks mænd, der har travlt med at komme væk fra torvet og videre ned ad Købmagergade. Mændene skiller sig ud med deres grønne jakker og målrettede gang. De ønsker tydeligvis ikke at møde politiet. Begge ryttere skifter retning og traver efter de seks personer. Mændene standses ud for Illum, hvor de hentes af politifolk i patruljevogne.

Det viser sig, at de er fodboldfans på vej til aftenens fodboldkamp mellem FCK og græske Panatinaikos. Mændene havde fået rigeligt at drikke, og havde startet et slagsmål ved Storkespringvandet. De bliver alle anholdt for gadeuorden.

Uden rytternes store overblik fra hesteryggen, var de seks personer formentlig ikke blevet fanget.

Med faste skridt over fælleden
Politiet må være på pletten og undersøge alt, der ser mistænkeligt ud. Det besluttede en politiassistent fra Rytterisektionen sig også for at gøre i forbindelse med mulig vanrøgt af kreaturerne på Amager Fælled. Politiassistenten var på vej forbi fælleden på sin hest i følgeskab med to andre ekvipager fra Rytterisektonen. Kreaturerne stod og så sølle ud på den mudrede jord, og politimanden stillede derfor hesten på en sti ved kreaturfoldene og sprang over hegnet for at komme ind og se til dyrene. Med beslutsomme skridt og et fast blik på køerne traskede politiassistenten ind over det våde område. Beslutsomheden sluttede da han plumpede i et 1,5 meter dybt vandhul. Noget slukøret og til stor morskab for de to andre politiassistenter kæmpede han sig op af vandhullet. Skaden var dog sket, han var våd til skindet, hvilket i november måned er en meget kold fornøjelse. Den efterfølgende halve time til hest gjorde kun fornøjelsen endnu koldere. Og kreaturerne…….. De havde det fint.

Livlig dag på Amager Fælled
En børneinstitution var ude at køre med en hestevogn på Amager Fælled. Pludselig løb hesten løbst, heldigvis uden børn i vognen. En helikopter havde formentlig skræmt hesten, der stak af og væk var den. Tilfældigvis var et par politiryttere i nærheden på patrulje og de begyndte at lede efter hest med vogn. Da de nærmede sig hesten “gemmested” vrinskede den højt, den var fanget i mudder med vognen i nogle buske. Den ene betjent løste hesten fra vognen, og den kom heldigvis fri af egen kraft. Men vognen sad fast.

Samme dag og samme sted kom en anden politirytter i arbejde med at finde en gerningsmand til forsøg på voldtægt på Fælleden. Også nogle politihunde blev sat ind og de fandt hurtigt manden.

Vrede fodboldfans
Rytteriet er altid til stede, når der bliver spillet mellem Brøndby og FCK. Der er ofte optræk til ballade efter kampen. Kampen var netop slut, da en FCK-fan blev anholdt af politiet. Og som oftest er der altid nogen, der forsøger at befri den anholdte og det kan nemt udvikle sig voldsomt. De fire politiheste fik travlt med at holde mængden væk fra politiet og den anholdte, simpelthen ved at ride imellem og presse folk væk. Folk har heldigvis stor respekt for hestene, så anholdelsen kunne ske i god ro og orden.

 

 parken01.jpg